Ligjagt fortsætter i villahave i Storvorde

Onsdag begynder en ny gennemgravning af den have ved Aalborg, hvor det halve barnelig blev fundet

Efter forgæves at have gennemgravet en grusgrav fortsætter arbejdet nu med den villahave i Storvorde, hvor halvdelen af den døde spæde pige blev fundet i søndags.

Ifølge politikommissær Jørgen Birger Jensen fra Nordjyllands Politi begynder man onsdag formiddag at gennemgrave haven i Storvorde for at sikre sig, at der ikke er noget, som man overså, da politiet første gang undersøgte haven. Hele tirsdagen arbejdede værnepligtige fra Beredskabsstyrelsen i den grusgrav i Klarup, hvor jordlæsset kom fra. Men uden resultat.

- De oplysninger, vi har fået fra vognmanden, er, at der ikke er noget jord, der er kørt andre steder hen, siger Jørgen Birger Jensen.

Derudover venter politiet på resultatet af en dna-undersøgelse af barneliget. Retsgenetikerne er i øjeblikket ved at udarbejde en brugbar dna-profil.

- Den kan vi så bruge, hvis vi på et tidspunkt finder frem til en mulig moder til barnet, siger politikommissæren.

/ritzau/

Flere nyheder fra TV2 Nord