Lille Vildmose er en CO2-svamp

For første gang bliver et stykke natur udpeget til internationalt Ramsar-område for dets evne til at binde drivhusgasser. Utrolig positivt, siger miljøminister.

Et af Danmarks mest enestående naturområder rykker nu op i en højere liga og får international hæder.

Lille Vildmose i det nordøstlige Himmerland er blevet omfattet af den verdensomspændende konvention om naturbeskyttelse, Ramsar. Det er 25 år siden, et stykke Danmark senest er kommet på Ramsar-listen.

Æren skyldes ikke kun højmosens naturkvaliteter og store antal dyre- og plantearter, men også dens evne til opsuge drivhusgassen CO2.

Det store naturgenopretningsprojekt i Vildmosen bliver ganske enkelt beskyttet som en CO2-svamp, der trækker kulstof ud af atmosfæren til gavn for klimaet.

Det er første gang, et naturområde udpeges som internationalt bevaringsværdigt ud fra evnen til at oplagre CO2, påpeger miljøminister Ida Auken (SF).

- Der er ingen tvivl om Lille Vildmoses store naturmæssige værdi, men jeg synes, det er utroligt positivt, at Ramsar-konventionen nu klart signalerer, at der er grund til at beskytte klimavenlige naturtyper, siger Ida Auken.

Lille Vildmose er en højmose, der år efter år opbygger nye lag af mos, som bliver til tørv. Tørven binder tonsvis af kulstof ved at optage CO2 fra luften.

Ifølge beregninger vil genopretningen af Lille Vildmose skære udslippet af CO2 med 14.000 ton årligt.

Aage V. Jensen Naturfond, Aalborg Kommune og Naturstyrelsen er i gang med et omfattende restaureringsprojekt i Lille Vildmose, som er den største aktive højmose i Nordvesteuropa.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord