Limfjordsteatret får 10 millioner

A.P. Møllers Fond donerer 10 millioner til Limfjordsteatrets nybyggeri.

Limfjordsteatret på Mors har 10 millioner grunde til at smile ekstra meget i dag. Onsdag ringede telefonen til teatrets leder Gitta Malling og i den anden ende ventede en ovevældende nyhed. A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal donerer 10 millioner kroner til teatret.

- Jeg stod i Jem og Fix da fonden ringede og overbragte den store nyhed. Jeg havde allermest lyst til at fortælle alle det i butikken, mens jeg hoppede af glæde, fortæller Gitta Malling

Pengene falder på et tørt sted. I årevis har teatret beskrevet og udviklet planerne for et nyt teaterbyggeri i forbindelse med uddannelsesinstitutionerne i Nykøbing. Og med donationen er finansieringen af byggeriet, der koster 30 millioner, næsten på plads.

- Vi er utroligt stolte af og glade for den flotte donation fra A. P. Møller Fonden. Stolte - fordi vi som bestyrelse ser det som en anerkendelse af teatrets virke og planer for fremtiden og glade, fordi vi dermed er et kæmpeskridt nærmere realiseringen af vore planer for fremtidens Limfjordsteater, siger formand for bestyrelsen Poul Erik Olsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland