Limfjordstunnelsen forventes åbnet ved 19-tiden

Limfjordstunnelsen har været spærret i begge retninger siden kl. 17:45. Nu er det ene spor igen farbart.

En personbil med en trailer og et flyttelæs er væltet i Limfjordstunnelen. Det betyder fredag aften, at der er en lang kø i begge retninger.

Efter flyttelæsset væltede i det sydgående spor, forsøgte politiet at lede trafikken igennem det andet spor i nordgående retning, men her virkede en bom ikke grundet tekniske problemer.

Det har betydet, at Limfjordstunnelen var lukket i begge retninger i over en time. Nordjyllands Politi fortæller, at det nordgående spor igennem er åbent.

- Det kører fint nu i det nordgående spor. Politiet og Falck arbejder lige nu på at rydde det sidste op i det sydgående spor, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Mogens Hougesen.

Vagtchefen regner med, at sporet igen vil være åbnet kl 19.

Ingen personer er kommet til skade.


Seneste nyt

fra Nordjylland