Linnemann rykker ned

At der ikke er langt mellem succes og fiasko blev Ulrik Linnemann virkelig mindet om denne weekend i Barcelona.

Efter forrige weekend i Frankrig hvor Ulrik Linnemann kæmpede sig op på en anden plads i EM, blev denne weekend i Barcelona lidt af en gyser for nordjyden.

Ulrik Linnemann havde fra start problemer med bilen, og da starten går til andet heat, knækker der en trækaksel, og heatet må gennemføres med kun træk på et hjul, hvilket resulterer i en katastrofal heat tid. I tredje heat kommer Ulrik Linnemann stærkt tilbage, og her sætter han anden bedste tid. Fjerde heat bliver en gentagelse af andet heat - endnu en gang knækker en trækaksel, og dette resulterer igen i en katastrofal heat tid. Udfaldet heraf bliver at weekenden slutter tidligt for Linnemann Motorsport, da der ikke er samlet point nok til semifinalerne.

Ulrik Linnemann rykker derfor ned. I første omgang til en samlet fjerdeplads i mesterskabet. Men efter en teknisk efterkontrol er en kører blevet frataget sine point, og Ulrik rykker derfor op på den samlede 3. plads i mesterskabet.

- Jeg er naturligvis skuffet, men det er desværre en del af gamet og den risiko der er ved at køre race. Der er ikke langt fra succes til fiasko, og den her weekend skal bare i glemmebogen, lyder det fra Ulrik Linnemann.

Førstepladsen er uden for rækkevidde, men Linnemann håber, at sølvet stadig kan blive en realitet.


Seneste nyt

fra Nordjylland