Lisebergdirektør i Fårups bestyrelse

Direktøren for den svenske forlystelsespark Liseberg er nyt medlem i bestyrelsen bag Fårup Sommerland.

Den 41 år gamle Andreas Andersen, der er administrerende direktør i forlystelsesparken Liseberg i Gøteborg, er blevet nyt medlem i bestyrelsen bag Fårup Sommerland. Med hans indtræden den 18. april håber den nordjyske forlystelsespark at være gearet til yderligere vækst.

- Vi glæder os til samarbejdet med Andreas. Vi kender ham i forvejen gennem flere års samarbejde som en meget dygtig og erfaren person med et stort netværk inden for vores branche. Hans indtræden i Fårup Sommerlands bestyrelse signalerer derfor både rettidig omhu ifht. at forny bestyrelsen med nye kræfter, og samtidig tilførsel af relevant viden og netværk, der kan være med til at understøtte aktionærernes ønske og ambitioner om fremtidig vækst, siger Ole Mølgaard, der er bestyrelsesformand i A/S Fårup Sommerland, Sport & Fritidspark.

Andreas Andersen afløser Per Dam Jensen, der ved sin tiltrædelse som administrerende direktør i Fårup Sommerland i starten af året samtidig trådte ud af bestyrelsen.

- Jeg glæder mig utroligt meget til at være med til at fortsætte udviklingen af Fårup Sommerland. Parken befinder sig, ligesom mange andre forlystelsesparker i Europa, midt i en slags evolution, hvor det handler om at udvikle sig fra forlystelsesparker til egentlige destinationer. Jeg vil gerne være med til at udvikle Fårup Sommerland til en endnu stærkere destination i Nordjylland, siger Andreas Andersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland