Lises fodbold-diplomati

Brøndby og Fortuna Hjørring spillede i dag uafgjort 3-3. Et diplomatisk resultat for Lise Munk, der netop er skiftet fra Fortuna til ærkerivalerne fra Brøndby.

Et kærligt kram mellem fjender. Det er der plads til inden Lise Munk om lidt skal i kamp mod alle sine gamle holdkammerater.

- Det er meget mærkeligt for mig at stå her. De kalder mig Judas og forræder, men jeg håber det mest er for sjov, siger Lise munk efter at hun har hilst på sine gamle Fortuna kammerater.

Kampen bliver en underholdende en af slagsen. Den begynder med et regulært målmandsdrop af Fortunas Heidi Johansen efter fire minutter. Brønddy er foran 0-1. 

Kort efter slår Fortuna kontra. Kristine Pedersen fører selv bolden frem fra midterlinjen og udligner til 1-1.

Lise Munk har scoret otte mål i de første syv kampe for Brøndby. I dag har hun flere forsøg, men hun rammer ikke netmaskerne.

Kampen er generelt jævnbyrdig og slutter uafgjort 3-3. Et diplomatisk resultat for Lise Munk.

- Det gik fint og jeg synes at både pigerne og tilskuerne tog godt imod mig, selvom jeg nu har en Brøndbytrøje på, siger Lise Munk, der håber at hun en dag vender tilbage til Fortuna.


Seneste nyt

fra Nordjylland