Litauisk selvmord sendte AaB i drømmeland

Med to direkte røde kort til Kaunas begik litauerne reelt selvmord i Champions League-returkampen mod de danske mestre, der gik videre til gruppespillet.

For anden gang i historien er AaB klar til Champions League.

Denne gang er forskellen blot, at nordjyderne selv har
kvalificeret sig, mens man i 1995 skulle have hjælp fra en bestikkelsesskandale hos ukrainske Dynamo Kiev. I silregnen på det trøstesløse og faldefærdige Kauno Stadionas, eliminerede AaB'erne let de litauiske mestre Kaunas med en 2-0-gevinst på to scoringer i anden halvleg af Kasper Risgård.

<b> Den mest scorende spiller </b>
- Det er jo en fantastisk følelse. Det er det, alle
fodboldspillere drømmer om. Man sidder i flere år, og ser alle verdensstjernerne spille Champions League hver tirsdag og onsdag. Nu står vi her selv. Ja, det er bare helt vildt, sagde en jublende lykkelig Kasper Risgård, som med sine to træffere nu er AaB&#39;s mest scorende spiller i Europa Cuppen gennem tiderne
med syv noteringer.

<b> Angriber tabte hovedet </b>
En fuldstændig vanvittig hævnakt og dertil hørende direkte rødt kort allerede efter en halv times spil til hjemmeholdets eneste angriber, Mindaugas Grigalevicius, gav AaB forrygende forudsætninger for køligt at færdiggøre det arbejde, man havde indledt med 2-0-sejren i Aalborg for to uger siden.

Grigalevicius savede simpelthen AaB&#39;s Thomas Enevoldsen ned bagfra efter, at U-21-landsholdsspilleren utilsigtet havde kørt en arm i hovedet på litaueren i en nærkamp på midten af banen.

- Det er da fuldstændigt tåbeligt lavet af ham. Han sparker mig helt umotiveret ned bagfra. Det var utroligt dumt, sammenfattede Thomas Enevoldsen, som udtrykte en kæmpe lettelse over 2-0-facittet.

- Vi har været under en del pres op til denne kamp, og jeg må da indrømme, at det gik en del lettere, end vi havde frygtet.

<b> Sejren aldrig i fare </b>
Udvisningen af Grigalevicius punkterede de sidste litauiske mesterligadrømme.

Decimerede Kaunas formåede på intet tidspunkt at lægge det tryk på danskerne, som skulle fremkalde chancerne til den første scoring, som ville have bragt AaB ud af balance.

I stedet svang gæsterne taktstokken, dygtigt orkestreret af en fremragende Thomas Augustinussen på danskernes midtbane.

<b> Midtbanespiller tabte også hovedet </b>
I 4-2-3-1-formationen, forvaltede AaB&#39;erne den numeriske overhånd med stor rutine og kløgt mod en opponent, der savnede både opfindsomhed, tempo og glød. Da værternes midtanespiller Linas Pilibaitis i anden halvleg så også mistede iltforsyningen til hjernen og klippede Michael Jakobsen ned, var Kaunas
reduceret til ni aktører.

<b> Kom med de store </b>
Efter at have afvist bosniske Modrica og litauiske Kaunas venter der nu AaB helt andre udfordringer på fodboldens allerflotteste klubscene. Et scenarie, som blot animerer stortalentet Enevoldsen.

- Nu står vi her - så kom da bare med de helt store, grinede han inden torsdagens trækning i Monaco.

/ritzau/

272119 CET AUG 08

Flere nyheder fra TV2 Nord