Liva Weel genoplives på Nordkraft

 Liva Weel genoplives på Nordkraft

Kan man forene gamle revy-klassikere med et bistandskontor? Det mener Teater Nordkraft, der snart har præmiere på en ny teaterkoncert.

Den 20. november har er der præmiere på teaterkoncerten med det simple navn; "Nå". Teaterkoncerten er en nyfortolkning af Liva Weel og Poul Henningsens gamle revytekster. Stykkets instruktør, Rolf Hein, var valgt at putte de gamle tekster ind på et bistandskontor anno 2010, hvor seks forskellige skæbner mødes.

- Vi prøver at undersøge, hvad de sange kan i dag, hvis man nu nyfortolker dem. Dengang de blev skrevet, var det omkring 2. Verdenskrig, der var national katastrofe, og så tænkte jeg, hvis man tager dem op til i dag, og man sætter dem på et bistandskontor, som ikke er en national, men derimod en personlig katastrofe, så må sangene kunne bidrage med noget.

Teaterkoncerten indeholder blandt andet sangen "Gå Med i Lunden", som Liva Weel optrådte med første gang, tilbage i 1932. I 2010 er det skuespiller tilde Maja B. Fredriksen, der fremfører den:

- Det er jo en stor udfordring, og et stort privilegium, og ja, det forpligter jo i en eller anden forstand, siger hun til TV2/Nord.

Stykket er en jule-teaterkoncert, og selvom hverken bistand eller gamle revytekster kan forbindes direkte til jul, så skal man ikke tage fejl af budskabet:

- Julen er tiden, hvor vi ligesom skal tænke på hinanden, og prøve at hjælpe dem, som ikke har det så godt, og det kan man sige ligger meget i stykket. Det har alle de forskellige vinkler, som livet og sangene også har.

"Nå" spiller på Teater Nordkraft fra 20. november til 18. december.


Seneste nyt

fra Nordjylland