Livredder genoplivede syv-årig dreng i svømmehal

En syv-årig dreng blev torsdag aften fundet livløs i Hadsund Svømmehal, men en livredder trådte hurtigt til og ydede førstehjælp.

En snarrådig livredder trådte hurtigt til og ydede livreddende førstehjælp, da en syv-årig dreng torsdag aften blev fundet livløs på bunden af et bassin i Hadsund Svømmehal.

- Drengen trak ikke vejret, da han blev reddet op, men den 54-årige livredder ydede hurtigt førstehjælp. Den syv-årige dreng begyndte at trække vejret igen og kom til bevidsthed, fortæller vagtchef Poul Badsberg fra Nordjyllands Politi.

Politiet modtog meldingen om episoden klokken 19.31, og den hurtige indsats fra livredderen har formentlig reddet drengens liv.

Den syv-årige dreng blev efterfølgende kørt til Aalborg Universitetshospital for at blive tjekket.

Det er uvist, hvordan ulykken i Hadsund Svømmehal skete.


Seneste nyt

fra Nordjylland