Lokal butik drejer nøglen om - men satser samtidig stort

Det har krævet et langt tilløb og en afskedigelse, men den lokale livsstilsbutik har valgt at satse 100 procent på at være en webshop.

Efter 10 år med livsstilbutik i hjertet af Nibe, har Trine Kær taget beslutningen om, at Blossom skal lukke. For der er efterhånden langt mellem kunderne. 

I stedet er de flittige på webshoppen. 

- Den primære grund er, at bundlinjen ikke følger helt med. Coronapandemien har været sindssyg hård for vores butik. Samtidig kan vi se, at folks indkøbsmønstre har ændret sig, fortæller indehaver af Blossom, Trine Kær. 

Butikken byder på både mode, møbler og boliginteriør.
Butikken byder på både mode, møbler og boliginteriør.

Selvom der ikke længere kommer så mange kunder i butikken, er mange af de loyale kunder blevet hyppige gæster på Blossoms webshop. 

- Vi vækster på webshoppen, så det er det, vi satser på. Det er helt klart der, jeg tjener pengene, forklarer hun. 

Har du en god historie?

Du er altid velkommen til at tippe os på redaktiontv2nord.dk

Nye store planer 

Blossom har eksisteret som butik i Nibe i lidt over et årti. Men med inflation og høje energipriser, er det ikke rentabelt, når også et 800 kvadratmeter stort lager til webshoppen skal fungere. 

- Jeg er mega glad og stolt over, at vi nåede at have butikken i så mange år. Det er jo lidt af en bedrift i dag. Derfor er beslutningen også en, som jeg har måttet tage tilløb til i noget tid. Også fordi jeg måtte afskedige en, jeg var glad for, siger hun.    

På lageret, som nu er Blossoms hovedkvarter, er de 15 ansatte.
På lageret, som nu er Blossoms hovedkvarter, er de 15 ansatte.

Lageret ligger i et industrikvarter i Nibe, og planerne er mange for det store lager og satsningen på webshoppen. 

- Det har givet mig en fornyet energi at tage beslutningen. Jeg har lyst til, at vi af og til skal slå dørene op for kunderne og lave events herude, fortæller hun. 

Der er også indrettet prøverum til de kunder, der har lyst til at prøve tøjet, inden de køber det. 

- Vi kommer ikke til at have åben på samme måde som en butik. Slet ikke. 

Facebook-shopping hitter

I den seneste tid har vi på TV2 Nord flere gange skrevet om små forretningsdrivende, der er presset af tiderne. Det være sig både frisører og små købmænd. Alle er pressede over,  at der er længere mellem kunderne og større regninger at betale. 

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at der må være andre i samme situation. Det er da også derfor, at liveshopping er blevet sådan en succes. For når kunderne ikke kommer i butikken, må vi komme til dem, siger Trine Kær omkring brugen af live på sociale medier og uddyber:

- Vi har ikke haft vores første live endnu, men det kommer vi til. For kunderne vil fortsat handle hjemmefra. 

Det er meningen, at der på det store lager både skal være events og mulighed for at komme forbi og prøve tøjet på.
Det er meningen, at der på det store lager både skal være events og mulighed for at komme forbi og prøve tøjet på.

Seneste nyt

fra Nordjylland