Løbsk smartphone gav kæmperegning

En smartphone uden data-abonnement kan gå hen og blive en dyr affære. Det kan Præst Erik Bang fra Hadsund skrive under på. Uden at vide hvorfor, har han fået to kæmperegninger på i alt 20.000 kroner oveni den normale telefonregning.

Det skriver comon.dk
 
Efter nærmere undersøgelse af telefonregningen viste det sig, at hans iPhone af sig selv har downloadet store mængder data, primært om natten når telefonen lå på natbordet.
 
- Det er ikke mig, der har downloadet alle de ting, og jeg synes, at det lyder mystisk. Hvad er det for noget? Er det børneporno? Jeg kunne lige se mig selv blive hængt ud for et eller andet. Det har jeg ikke lyst til, siger Erik Bang til comon.dk

Af samme grund har præsten afleveret sin telefon til politiet for at få undersøgt, om telefonen er blevet hacket. 

Erik Bangs teleselskab har dog et andet bud på den uventede kæmperegning.

-  Måske har han Outlook på mobilen og sat den forkert op, så han uforvarende er kommet til at hente hele sin indbakke i de dage, hvor han har hentet de mange data. Datastørrelsen er nogenlunde den samme hver gang, så det tyder på, at det er den samme datamængde, der er blevet hentet, siger Rune Fick Hansen, pressemedarbejder hos TDC. 

TDC har skåret regningen ned til 6.000 kr. og nu har Erik Bang fået et abonnement med dataforbrug, for at undgå uventede ekstraregninger i fremtiden.

- Så skulle jeg være rimelig sikret, siger hadsund-præsten til comon.dk


Seneste nyt

fra Nordjylland