Løb med præstestol: To mænd tilstår kirkekup i stor stil

Det var en vaks sommerhusgæst som førte gerningsmændene i armene på politiet.

Der bliver brug for syndsforladelse i stor stil, når to mænd på 19 og 34 år torsdag efter planen sætter sig - ikke i skriftestolen - men på anklagebænken i Retten i Hjørring. 

De to mænd står bag en lang række kirkekup rundt omkring i Nordjylland sidste sommer, hvor udbyttet blandt andet blev designerstole for flere hundrede tusinde kroner.

Der er lagt op til en tilståelsessag, når de to mænd møder op i retten, hvor de vil blive tiltalt for en stribe af indbrud i nordjyske kirker. 

Med sig fik de flere end 50 Børge Mogensen designer-stole og omkring 30 Wegner-stole. Ved et af indbruddene, som fandt sted i Farsø, løb de sågar med en Wegner-præstestol.

Sådan lød beskeden i en af de kirker, der oplevede indbrud.
Sådan lød beskeden i en af de kirker, der oplevede indbrud.
Foto: Anders Leonhard Jensen / TV2 Nord

Minilæsser og traktor

Udover designer-tyverier i kirker bliver de to mænd også stillet til regnskab for et indbrud i et sommerhus ved Hals, hvor de stjal seks Arne Jacobsen-stole.

Men det er ikke kun designervarer, de har kastet sig over.

I forbindelse med indbrud i Brovst og Vennebjerg er der stjålet henholdsvis en minilæsser og en plænetraktor til en samlet værdi af næsten en kvart million kroner.

Alt i alt løber tyverierne op i et udbytte på over 730.000 kroner.

Afsløret af sommerhusgæst

De to mænds heftige tyveri-turné hen over sommeren fik en ende 18. august, og det var trods alt ikke Gud, der greb ind.

Det gjorde derimod en årvågen sommerhusgæst i området ved Furreby Kirke ved Løkken. Sommerhusgæsten observerede, at der foregik noget lusk ved kirken, idet flere personer bar stole ind i en hvid varevogn.

FOROMTALE AF RETSSAG

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.

Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.

Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.

Politiet blev tilkaldt, og en hundepatrulje fandt bilen i Saltum med designerstole i lastrummet, ligesom der på adressen blev fundet flere stjålne designerstole.

Fem personer blev i den forbindelse anholdt. 

To af dem blev løsladt, mens tre andre blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet. 

Torsdag er altså regnskabets time for to af de varetægtsfængslede, som i øvrigt har siddet fængslet siden anholdelsen i august sidste år.


Seneste nyt

fra Nordjylland