Løbeturen er droppet: Elever arrangerer motionsdag med catwalk og Disney-udklædning

Traditionen tro er fredagen før efterårsferien lig med Skolernes Motionsdag, og derfor er skoleelever landet over mødt op i idrætstøj for at få pulsen op før ferien. På Nordstjerneskolen i Frederikshavn skiller de sig dog lidt ud.

Der er ikke meget klassisk motionsdag over de opgaver, eleverne i udskolingen på Nordstjerneskolen i Frederikshavn bliver stillet fredag. Eleverne er blevet bedt om at møde op i Disney-kostumer, og de skal så deltage i forskellige aktiviteter. Det er de 32 elever, der har event som valgfag, der har arrangeret motionsdagen.

- Det er megafedt at kunne få lov til at bestemme lidt, siger Sebastian Schjøtt Christensen fra 9.a på Nordstjerneskolen.

Han er en af de elever, der har været med til at udforme motionsdagen, som er eventholdets første opgave i dette skoleår.

- Det er fedt at planlægge noget for skolen, siger Abuzar Sarvari fra 9.a.

Eleverne på skolen er glade for den anderledes motionsdag. Derfor er der også et fremmøde på næsten 100 procent.

- Jeg synes, det er sjovt, i stedet for at man skal ud at løbe, og at man må klæde sig ud, siger Olivia Vajhøj Sørensen fra 7.c, som deltager i motionsdagen.

Løbeturen er droppet

96 procent af skolerne i Danmark er med i Skolernes Motionsdag. Et arrangement, som de fleste nok forbinder med en løbetur. På Nordstjerneskolen har de dog gjort op med den klassiske forståelse af, hvad den sidste skoledag før efterårsferien skal indeholde.

Derfor byder dagen blandt andet på catwalk og mooncar-ræs. De forskellige klasser dyster mod hinanden, og der bliver givet point for både de sportslige præstationer, udklædning og engagement.

- At folk synes, det er sjovt at være med, og at de har en god dag. Det er mit mål med hele dagen i dag, siger Abuzar Sarvari.

I løbet af skoleåret skal eleverne på eventholdet stå for flere andre arrangementer, og Sebastian Schjøtt Christensen mener, at udbyttet ved at have eventplanlægning som valgfag er stort.

- Jeg tænker, at man udvikler sit ledergen, siger han.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland