Løgstør: Elektronikbutik i flammer

Der kommer til at gå lang tid, før den kommer til at ligne en butik igen, lyder det fra indsatslederen efter en butik i Løgstør søndag stod i flammer.

Søndag eftermiddag måtte Nordjyllands Beredskab rykke ud til en brand i en forretning i Løgstør.

- Indehaveren opdagede branden, da han fik en besked om, at der var gået en alarm. Da han kom frem til butikken, er branden startet, siger Jes Caspar Mortensen, indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab.

Der er tale om en elektronikbutik, så muligvis er det en fejl i et elektrisk apparet, der er skyld i branden, fortæller indsatslederen.

- Der står normalt en masse elektronik og kører, som måske kunne være årsagen, lyder det.

Slukningsarbejdet varede godt halvanden time.

- Da vi ankommer, er der rigtig meget varme og røg i butikken. Slukningen forløb som den skulle, men hele butikken er meget medtaget af varme og røg. Loftet er smeltet, og oveni har vi smidt cirka 3000 liter vand på, så der går nok lang tid, før den igen kommer til at ligne en butik, siger indsatslederen.

Ingen personer kom til skade ved branden.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland