Nyt stort selskab: Løgstør-entreprenører fusionerer

Murerfirmaet Henriksen & Madsen A/S og HMN Entreprenøren A/S har valgt at smelte sammen under et nyt navn - HMC byg & anlæg A/S. Målet er at levere endnu bedre totalløsninger.

Løgstør bliver snart en stor entreprenør rigere.

Ejerkredsen bag de to Løgstør-baserede selskaber Murerfirmaet Henriksen & Madsen A/S og HMN Entreprenøren A/S har har indgået aftale om at fusionere selskaberne pr. 1. januar 2020 under navnet HMC byg & anlæg A/S.

Det oplyser de to selskaber i en pressemeddelelse.

Herefter vil de nuværende ejere af Henriksen & Madsen A/S, Lars Madsen og Poul Erik Henriksen, samt nuværende adm. direktør i HMN Entreprenøren A/S, Henrik Christensen, via holdingselskaber hver især eje en tredjedel af selskabskapitalen i det sammenlagte selskab.

Tilsammen beskæftiger de to selskaber omkring 260 medarbejdere.

quote Med HMC bygger vi fundamentet til et selskab, der kan realisere et stærkt potentiale. Et potentiale, der er langt større og mere innovativt, end hvis Henriksen & Madsen A/S og HMN Entreprenøren A/S arbejdede videre hver for sig.

Lars Madsen, medejer, Henriksen & Madsen A/S

Med den kommende fusion ønsker man i ledelsen at styrke begge selskabers konkurrenceevne.

- Med fusionen er vi overbeviste om, at vi vil opnå yderligere synergier og effektiviseringer, der vil styrke og udbygge selskabernes opgaver for nuværende kunder – samt udvikle endnu bedre løsninger for vore fremtidige kunder inden for hoved- og totalentreprisesegmentet, siger medejer Poul Erik Henriksen.

HMC: Vi vil tænke mere i brede projekter

Ifølge ejerkredsen vil det nye selskab skabe en endnu stærkere og bredere funderet entreprenørvirksomhed til glæde for kunder, medarbejdere og lokalsamfund.

- Vi skal skabe en forretning, der tager hånd om kunderne og vores medarbejdere i en tid, hvor det gælder om at være omstillingsparat og projektorienteret, siger medejer Lars Madsen.

Den kommende administrerende direktør i HMC byg og anlæg, Henrik Christensen, ser frem til at forene selskabernes kræfter.

- De seneste 10 år har de to selskaber arbejdet tæt sammen om både nordjyske og nationale byggeprojekter i såvel total- som fagentreprise. Nu er tiden så kommet til en reel fusion og dermed udleve begge selskabers fulde potentiale, siger han.

Hovedkontoret vil efter fusionen fortsat være placeret på Himmerlandsvej 16 i Løgstør.

Ledelsen i den fremtidige organisation

  • Henrik Christensen bliver administrerende direktør for det fusionerede selskab. Han fortsætter ligeledes som administrerende direktør for HMN Entreprenøren A/S.
     
  • Der er indgået gensidig aftale med direktør Stephan Schors om, at denne fratræder som administrerende direktør i Henriksen & Madsen A/S med øjeblikkelig virkning.
     
  • Indtil fusionen er endeligt gennemført, udgør Lars Madsen og Poul Erik Henriksen direktionen i Henriksen & Madsen A/S.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland