Lønforhøjelse til politikere skal op i byråd

02:10

Foto: Per Frank Paulsen (Arkiv)

1 af 2

Kommunalpolitikerne i Frederikshavn Kommune skal nu afgøre om, de vil give sig selv mere i løn.

I næsten al ubemærkethed har udvalgsmedlemmer, udvalgsformænd og viceborgmestre i de nordjyske kommuner den 1. januar fået en lønstigning på over 30 procent. Men i Frederikshavn Kommune bliver det nu diskuteret om, det er ret og rimeligt, at politikerne skal have så stor en lønstigning.

Det socialdemokratiske byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune, Bjarne Kvist, der sidder med i to udvalg, står til at få en lønstigning på 618,75 kr. pr udvalg om måneden.

- Jeg siger nej tak. Det er ikke rimeligt, at vi nu skal bevillige os selv højere løn. Det er uanstændigt, siger Bjarne Kvist.

Lige som alle andre af landets borgmestre fik også Frederikshavns borgmester Birgit Hansen (Soc.Dem.) en lønstigning på godt 30 procent den 1. januar - i henhold til Økonomi- og Indenrigsministeriets vederlagsbekendtgørelse. I rigtig mange kommuner har det  betydet, at også viceborgmestre, udvalgsformænd og udvalgsvalgmedlemmer har fået en tilsvarende lønstigning målt i procenter. Sådan skal det også være i Frederikshavn, mener Jytte Høyrup, der er Venstres borgmesterkandidat.

- Det vederlag, vi får, har slet ikke fulgt med den indsats, som vi yder. Vi har også et kæmpe ansvar, så det er slet ikke urimeligt, siger hun.

Jytte Høyrup, der er med i tre udvalg, står til en lønforhøjelse på over 22.000 kroner om året. 

I modsætning til borgmestrene, så fik byrådsmedlemmer i hele Danmark for bare få år siden knap 30 procent mere i løn. Det er baggrunden for, at Bjarne Kvist nu siger nej til endnu en kæmpe lønforhøjelse.

På et byrådsmøde på onsdag skal kommunalpolitikerne i Frederikshavn så afgøre om de skal give sig selv mere i løn.

Knap 800.000 kr. om året vil det koste, at give udvalgsmedlemmer, udvalgsformand og viceborgmester mere i løn, hvis altså byrådsmedlemmerne ikke griber ind og dropper lønforhøjelsen til dem selv. 

Flere nyheder fra TV2 Nord