Løgne i smuk symfoni

Fredag var prøverne i fuld gang i Aalborg Hallen. Foto: Ivan Bitsch

Løgnhalsen aka. Carl Quist-Møller. Foto: Ivan Bitsch

1 af 2

400 børn, et helt symfoniorkester og en vaskeægte løgnhals var fredag samlet i Aalborg Hallen for at synge, spille og ikke mindst lyve.

Prøverne til Aalborg Symfoniorkesters julekoncert var fredag i fuld gang. For første gang mødtes de 400 børn fra Aalborg Kommunes forskellige børnekor med Aalborg Symfoniorkester og manden der skal binde hele koncerten sammen med hans juleeventyr, Carl Quist-Møller, også kendt som Løgnhalsen fra DR og DR Ramasjang.

- Den historie, jeg skal fortælle i morgen, handler om mig selv i indskolingsalderen. Rigtig meget af det, jeg fortæller, er fra mit rigtige liv, og så fletter jeg lidt fantasi ind i det, så bliver det vildere og vildere, fortæller Løgnhalsen, og i dagens anledning også eventyrfortæller, Carl Quist-Møller.

Den eventyrlige fortælling skal flettes ind i julesange sunget af 400 børn fra skolekorene i Aalborg Kommune og musikken leveres af Aalborg Symfoniorkester.

Koncertens tre parter har alle styr på forarbejdet, men fredag, bare en dag før showet, var det første gang at børnene, orkestret og løgnhalsen mødte hinanden til prøve.

- Det, vi skal lave, er næsten som en teaterforestilling uden prøver. Jeg er nødt til at improvisere helt vildt meget, og så skal vi prøve at få de ting til at spille sammen, siger Carl Quist-Møller til TV2/NORD.

Der er stadigvæk billetter til lørdagens koncert i Aalborg Hallen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord