Lokale glade for turister - til en vis grænse

Lokalbefolkningen omkring de danske turistdestinationer kan godt se fordele ved gæster udefra, men der er også forbehold.

De lokale, der i sommersæsonen får besøg af alverdens turister, er generelt glade for den effekt, gæsterne har på området. Det viser en ny undersøgelse, Megafon har foretaget for Videncenter for Kystturisme.

- Generelt kan vi sige, at der er rigtig stor opbakning bag turismen, og på landsplan er det kun en enkelt procent af lokalbefolkningen, der vurderer effekterne som negative. Det viser, at der er folkelig støtte til de mange forskellige aktiviteter for at fremme kystturismen, siger konsulent Jacob R. Kirkegaard Larsen, Videncenter for Kystturisme.

Undersøgelsen er foretaget ved interviews med flere end 2.000 fastboende omkring 20 af landets feriesteder. 55 procent af de adspurgte ser gerne, at der kommer endnu flere turister til fremover, selvom turisterne også betyder trængsel, støj of affald i højsæsonen.

- Der er nogle forbehold og på nogle punkter er der også stor variation i holdningerne, som ofte afspejler de lokale forhold. Men trods de medfølgende gener, er der generelt god tilfreds med indsats, der gøres fra det offentlige for at tiltrække turister til området. Og kun en meget lille andel på tre pct. ville foretrække, at antallet af turister faldt i deres lokalområde, siger Jacob R. Kirkegaard Larsen.

TV2/Nords nyhedsmagasin Konsekvens handler i aften om turisme i Nordjylland. Se med fra klokken 19:30.


Seneste nyt

fra Nordjylland