Lokdam-sag udskudt

Foto: Ib William Christensen (Arkiv)

Gorm Lokdams retssag om krænkelse af ophavsret er udskudt, da den tiltalte ikke dukkede op.

Gorm Lokdam skulle i dag have været i Retten i Aalborg i en sag om kopi-knive. Men den kendte godsejer valgte at blive væk og retssagen er derfor udsat.

- Retsmødet er blevet udsat, da man ikke har kunne få sagen forkyndt over for Gorm Lokdam, siger politiadvokat Torben Kaufmann til TV2/Nord.

Gorm Lokdams registerbopæl er på Fyn, og derfor er det et krav, at der forkyndes fire dag før retssagen, da det ligger mere end 30 kilometer væk fra retssalen, men det har Gorm Lokdams advokat ikke valgt at gøre.

- Vi har kontaktet hans advokat, da vi ikke har kunne finde ham på de adresser, vi har kendskab til, at han kunne være på, siger Torben Kaufmann.

I sagen er Gorm Lokdam tiltalt for at have indført 8.796 knive, gafler og strygestål, der var efterligninger af Global knivsæt, fra Kina. Sagen har kørt én gang - her blev Lokdam dømt til at destruere samtlige knive samt betale en erstatning på 200.000 kroner til Rosendahl. Men da knivene skulle destrueres var de væk - og derfor skulle sagen have været for retten i dag, indtil den altså blev udskudt.

Da sagen ikke just er ny ville Nordjyllands Politi gerne have haft den afgjort i dag.

- Det er brandærgeligt. Det er en gammel sag, som vi gerne ville have ud af verden. Men næste gang ved vi, at han næppe kan findes på de kendte adresser, siger Torben Kaufmann til TV2/Nord.

Det er som sagt langt fra første gang Gorm Lokdam er i retten. Tidligere er han blandt andet blevet dømt for at sælge efterligninger af Alfi-kander, for at nægte at betale renovationsafgift - og for ikke at have betalt løn under sygdom til en tidligere medarbejder.

Sagen om kopi-knivene er i stedet for rykket til den 3. september.

Flere nyheder fra TV2 Nord