Lokker med leverpostej

Den vilde hund, der tilsyneladende har slået sig ned i Pandrups industrikvarter skal igen have tillid til mennesker.

Den har ikke været for glad for at komme helt tæt på mennesker, den hvide, vilde hund, der er set strejfe rundt i Jammerbugt Kommune. Men det er ikke helt umuligt at vinde den sky firbenedes tillid.
Det mener Sysser Nørholm fra Nordjysk Dyreredning og -transport, som vil forsøge at lokke hunden tættere på.

Hunden har tilsyneladende slået sig ned i Pandrups industrikvarter, hvor den har fundet sig til rette, og hvor flere borgere og TV2/NORDs reporter tirsdag mødte den vilde hund, som dog stak af, inden Sysser Nørholm kom til stedet.

- Jeg fornemmer, at den faktisk gerne vil i kontakt, men den er bange, siger Sysser Nørholm.

Derfor satte hun sig onsdag formiddag til at vente. Bevæbnet med kaffe, Sudoku og en lun leverpostej - som lokkemad vel at mærke - har hun slået sig ned ved bygningerne, hvor den hvide hund holder til.

- Jeg vil bare sidde her og vente. Hvis den kommer tæt på, vil jeg ikke kigge på den eller forsøge at komme i kontakt med den men bare være her, så den kan vænne sig til mig, siger Sysser Nørholm.

Hun håber, at hunden allerede onsdag vil begynde at komme nærmere, men hun fortæller, at der let kan gå flere dage, inden det lykkes at vinde hundens tillid.


Seneste nyt

fra Nordjylland