Lokofører opdagede brand i skovområde: - Det kunne være gået helt galt

Brandfolk i Hirtshals måtte onsdag formiddag en tur i skoven for at slukke en glødebrand, der let kunne have udviklet sig.

Et par gode vindpust. Mere skulle der ikke have været til, før en lille skovbrand i området mellem Søndergade og Aalborgvej kunne have udviklet sig til noget meget værre onsdag formiddag.

Det fortæller indsatsleder Thomas Dybro fra Nordjyllands Beredskab i Hirtshals.

Branden blev opdaget klokken 8.59 af en lokofører, der kørte igennem området, og han fik hurtigt alarmeret både politi og beredskab. En motorcykelbetjent fra Nordjyllands Politi var hurtigt ude ved området og kunne de to udrykningskøretøjer gode meldinger om, hvor branden var. 

- Alle skal have stor ros i den her sag. Heldigvis var det bare en lille glødebrand i skovbunden, men det kunne så let have udviklet sig til noget meget værre. Landskabet er knastørt, og herinde i skovområdet skulle der ikke have været meget vind til, før det kunne sprede sig lynhurtigt, og så kunne det være gået helt galt, siger indsatsleder Thomas Dybro.

Kun et område på cirka 30 kvadratmeter blev svitset, før brandfolkene fik kontrol over ilden. Men havde flammerne først fået fat, kunne et skovområde på cirka 10 hektar være gået op i flammer, vurderer indsatslederen.

- Området lå heldigvis i læ, så vi fik ilden under kontrol på kort tid. Men på grund af vejret og det tosset tørre landskab tog vi os god tid med efterslukningen, så vi var sikre på, at der ikke lå flere gløder og ulmede. Vi vandede også vejene af efter os, da vi forlod stedet igen, for vores køretøjer kunne jo også have antændt ild derinde, siger Thomas Dybro fra Nordjyllands Beredskab.

Skovområdet er gennemskåret af både togbanen og et stisystem, og mistanken går nu på, at en forbipasserende har smidt et cigaretskod ind i skovbunden. Det er dog ikke noget, der er bekræftet.


Seneste nyt

fra Nordjylland