Lønfest går ud over arbejdsmoral

Nordjysk arbejdsmarkedsforsker mener, at det kan gå ud over de ansattes motivation, når cheflønningerne eksploderer.

Topcheferne i nogle af landets største virksomheder har fået
en gevaldig lønstigning, mens medarbejderne bliver opfordret til
løntilbageholdenhed, og mange bliver fyret. Og det går ud over
de ansattes motivation, siger arbejdsmarkedsforsker.

- Der er på gulvniveau en stærk aversion imod den måde at være
skinhellig på, når man siger, der ikke er råd til noget som
helst og så bevilger sig selv masser af penge bagefter.
Det siger professor Henning Jørgensen fra Center for
Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet.

- Det er nogle signaler, som må give en gevaldig forvirring på
arbejdspladserne, siger han.

I Danske Bank har direktionen fra 2010 til 2011 fået godt 30
procent mere i lønningsposen, mens banken samtidig skal af med
2000 medarbejdere. I Vestas er stigningen 13 procent - her skal
1300 danske ansatte fyres.
Det er svært at forstå for de ansatte, siger professoren.

- Man bliver mere demotiveret. Opfattelsen er stadigvæk, at
værdierne ikke skabes på direktionsgangen. De skabes i
produktionen, hvad end det er serviceproduktion, vareproduktion,
tjenesteydelser eller kreative ting, siger han.

- Det kan gå ud over motivationen og i sidste ende
produktiviteten. Dermed kan det skade arbejdet og produktionen
og er en alvorlig moralsk situation for lederne, siger Henning
Jørgensen.

I gennemsnit er topchefernes løn for de otte store danske
virksomheder, som har aflagt regnskab, steget med 13 procent,
viser beregninger fra Jyllands-Posten.


Seneste nyt

fra Nordjylland