Løse dådyr lukkede E39

00:46

1 af 2

Trafikuheld lukkede motorvej i to timer.

En dyretransport med omkring 20 dådyr væltede natten til fredag på motorvej E39 nord for Brønderslev. De cirka 20 dådyr ryger ved uheldet ud af traileren og løber rundt på motorvejen.

- Vi må lukke motorvejen i begge retninger i lidt over to timer til klokken 01.45, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Badsberg.

- Vi havde en del personer deroppe, til at forsøge at drive dem sammen, men de var ret vilde, og derfor skulle vi også bruge så lang tid på det, siger vagtchefen.

Enden på historien blev at politiet klippede et hul i det hegn, der normalt holder vildt væk fra motorvejen. Samtidig genvandt dådyrene, der var hentet i et dyrehegn på Sjælland, friheden. Deres destination var oprindeligt et dyreopdræt ved Hjørring.

Politiet var i flere omgange tæt på dyrene, og vurderede ikke, at der var grundlag for at forsøge at aflive dem.