Lucas: Det er surrealistisk

Det har været en hektisk og begivenhedsrig uge for tidligere AaB'er Lucas Andersen.

I tirsdags blev Lucas Andersen udtaget til det danske U21-landshold. Tre dage senere solgte AaB ham til den europæiske storklub Ajax Amsterdam.

- Det er så surrealistisk, som noget kan være, siger den 17-årige Lucas Andersen om den sidste uges tid.

Lucas Andersen begynder sin hollandske karriere om to uger - dagen efter sin 18 års fødselsdag.

- Det er mærkeligt at tænke på én selv i et andet land, og at man skal starte på noget helt nyt og knytte helt nye bånd under nye forhold. Men jeg tror også, at man lærer noget som man ikke kan herhjemme, og får nogle oplevelser, som andre ikke får, siger Lucas Andersen.

I dag trænede Lucas Andersen i Skørping sammen med U21-landsholdet. Fredag d. 7. september og mandag d. 10. september spiller holdet EM-kvalifikationskampe mod Serbien og Nordirland på Aalborg Stadion.

- Jeg ser rigtig meget frem til at prøve mig selv af på et højere niveau rent landsholdsmæssigt, så det er jeg spændt på, og håber at jeg kan få så meget spilletid som muligt, siger den 17-årige nordjyde.


Seneste nyt

fra Nordjylland