Luft ud om vinteren

Der er større risiko for fugtskader, så vær omhyggelig med udluftningen. Foto: TV2/Nord

Luft ud, selv om det er koldt udenfor. Så mindsker du risikoen for fugtskader.

Om vinteren er der særligt stor risiko for fugtskader, og derfor er det ifølge Bolius Boligejernes Videncenter ekstra vigtigt at lufte ud.
Når det er koldt udenfor, bliver det også koldere på de indvendige overflader, og så risikerer man, at der ophobes fugt på væggene.

Bolius giver 10 gode råd til at lufte ud om vinteren:

1. Luft ud kort og intenst. Hav flere vinduer åbne og lad den friske luft strømme ind i 5-10 minutter.

2. Sørg for gennemtræk. Luk vinduer op i begge husets sider, så den friske luft kan cirkulere. Ellers når du ikke at skifte al luften ud på så kort tid.

3. Luft ud 2-3 gange om dagen, fx morgen, eftermiddag og aften.  Det minimerer risikoen for fugtskader.

4. Luft ud efter madlavning og stearinlys, eller hvis du har haft mange gæster. Ellers hænger der fugt og partikler i indeluften.

5. Sluk for varmen i de korte perioder, hvor vinduerne står åbne.

6. Lad ikke bare et enkelt vindue stå på klem i flere timer. Det vil afkøle vægge og andre overflader, og så kræver det langt mere tid og energi at få stuetemperaturen op igen.

7. Læg mærke til, om ruderne dugger. Hvis kanten af dug bliver over 2 cm bred, er det tegn på, at du skal lufte mere ud.

8. Læg mærke til lugten i dit hus. Lugter der indeklemt eller muggent i dit hjem, skal du åbne vinduerne lidt oftere.

9. Hold badeværelsesdøren lukket, når du har været i bad. Hvis du åbner badeværelsesdøren, spreder du den fugtige luft til hele boligen. I stedet skal damp og varm luft ud gennem udsugningsanlægget eller et badeværelsesvindue.

10. Luk lidt ned for udluftningsventiler i vinduer og døre. I køligt vejr kan der komme for meget luft ind af dem, og så vil det kræve ekstra energi at varme din bolig op. Men husk at åbne for ventilerne igen til foråret.

Flere nyheder fra TV2 Nord