Lufthansa fra Aalborg reduceres kraftigt

Fra 27. marts er det slut med Lufthansas to daglige afgange fra Aalborg. Det sker, fordi det tyske luftfartsselskab mangler fly.

Lufthansa-ruten til Frankfurt, som til stor glæde for Aalborg Lufthavn lettede første gang 31. marts 2015, bliver nu stort set nedlagt. Det skriver branchemediet Check-In.dk.

Ruten reduceres fra to flyvninger om dagen til blot en om ugen – en lørdagsafgang tilpasset markedet for fritidsrejser.

Årsagen er ressourceproblemer hos Lufthansa, der i 2016 skal omorganisere den europæiske flåde. Problemer der altså koster ruten fra Aalborg livet.

- Vi har været rigtig glade for vores rute til Aalborg og samarbejdet med lufthavnen. Der har været en virkelig tilfredsstillende efterspørgsel og en god belægning. Da vi startede op i Aalborg havde vi en stabil flåde med vækst, men vores netværksafdeling har været nødt til at prioritere vores ressourcer, siger landechef Morten Balk fra Lufthansa-gruppen i Danmark til Check-In-dk.

Om Lufthansa i fremtiden vil vende tilbage til Aalborg Lufthavn, vil Morten Balk ikke vurdere.

- Vi har endnu ikke taget stilling til om vi vender tilbage til Aalborg. Det vil afhænge af udviklingen i flykapaciteten, siger Morten Balk til Check-In.dk


Seneste nyt

fra Nordjylland