Lukas elsker Blå Kors-sommerlejr, Harry Potter og at være på TV

40 udsatte børn i alderen 7-13 år får en sommerferie med masser af aktiviteter på Blå Kors' sommerlejr ved Onsild.

Igen i år holder frivillige i Blå Kors sommerlejre landet over for børn, der måske ellers ikke ville komme på sommerferie. 40 børn har indtaget Onsild Idrætsefterskole, og her er et program for hele ugen.

Lukas Illemann Felgborg på 10 år er på lejr med Blå Kors for anden gang. Første gang var i Sønderjylland, hvor han også blev filmet til TV.

- Det var faktisk rigtig fedt at være på TV første gang, siger Lukas til TV2 Nords udsendte, inden han spørger, om han er igennem live.

Det er dog ikke tilfældet, men Lukas fortæller uforstyrret videre: At han nok skulle have været i skolefritidsordning, hvis han havde været hjemme på Fyn hos sin mor, og så er sommerlejr langt at foretrække, for her kan han spille fodbold, hoppe i hoppeborg, få nye venner og leve sig ind i Harry Potters magiske verden. Harry Potter er nemlig årets tema.

Masser af frivillige og venlige sponsorer får det hele til at ske.

- Vi gør det for børnenes skyld. Det at gøre noget for nogen, der ikke har så meget, det er grundlaget for at gøre det her, siger lejrchef Jesper Bech Myhre.


Seneste nyt

fra Nordjylland