Kritik fra investor: Luksuslejligheder står tomme i Aalborg

02:23

Store dyre lejligheder er svære at leje ud. I Aalborg står hver ottende lejlighed over 125 kvadratmeter lige nu tom.

Flere års byggeboom af lejeboliger i Aalborg resulterer nu i, at hver ottende af de store lejligheder står tomme. Aalborg har landets højeste andel af lejeboliger, som står tomme.

Flere store pensionskasser kritiserer i dag Aalborg Kommune for lemfældigt arbejde med de lokalplaner, som baner vej for nybyggeri af lejeboliger. Pensionsselskaberne står nu med lejemål, som ingen vil have.

- Vi synes, at det er gået for stærkt med lokalplanerne. Vi kunne godt tænke os, at kommunen havde været bedre til at regulere dem, så de havde svaret bedre til udbud og efterspørgsel, siger Carsten Gröhn, som er chef for alternative investeringer i pensionskassen PenSam.

Men den kritik preller i dag af på rådmanden for By- og landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune.

- Vi skal jo ikke sidde og bestemme, hvem der kan få en tilladelse i lokalplanen, og hvem der ikke kan. Investorerne har kendt til de overordnede planer for byen, og så må de selv tage ansvar for de investeringer, de laver, siger rådmand Hans Henrik Henriksen (Soc.Dem.).

En ny opgørelse fra boligportal.dk viser, at flere end 12 procent af Aalborgs lejligheder på over 125 kvadratmeter står uden lejere. Aalborg er dermed den af de større danske byer, som har flest tomme lejligheder.

PenSam bygger lige nu 427 nye arkitekttegnede boliger i Sofiendal Enge i det sydvestlige Aalborg. Den nye bydel får i alt 1200 nye lejeboliger, og i Pensam er de bekymrede for, om det lykkes at leje dem alle sammen ud, når de står færdige i 2020.

- Det er klart, at vi kommer til at mærke det, hvis vi ikke lejer vores boliger ud, og det er selvfølgelig ærgerligt, siger Carsten Gröhn fra PenSam.

Investorerne får i dag opbakning fra Enhedslisten i Aalborg Byråd. Her mener gruppeformanden også, at der er givet for mange lokalplaner over for kort tid.

- Vi har givet lokalplaner stort set, som investorerne har ønsket det. Samtidig har vi forsømt de mindre og billige almene boliger. Det bør vi rette op på, lyder det fra Enhedslistens Per Clausen, som tilføjer:

- Vi bør satse på også at bygge billige boliger.

Enhedslisten i Aalborg foreslår samtidig, at man ændrer arbejdet med lokalplaner, så man laver en ad gangen og husker at få de almene boliger med. Men det er der ingen opbakning til hos rådmanden.

- Det tenderer en planøkonomisk tankegang at regulere boligmarkedet på den måde, og det er jeg ikke tilhænger af. Markedet justerer sig selv. Byggeaktiviteten er allerede aftagende, og i løbet af forholdsvis kort tid, vil de her ubalancer lejeboligområdet jævne sig ud, siger rådmand Hans Henrik Henriksen.

 

Forsiden lige nu