Lunken modtagelse af Skagensfilm

Oscarvinderen Bille August trekantsdrama "Marie Krøyer" slår aldrig for alvor gnister, mener anmelderne.

Det skulle egentlig være et stort anlagt kærlighedsdrama, dramaet om Marie Krøyer, der er fanget mellem sine forpligtelser over for sin berømte mand P.S. Krøyer og kærligheden til sin svenske flamme Hugo Alfvén. Alligevel er det som om dramaet i store dele udebliver i den Oscarvindende filminstruktør Bille Augusts nye film "Marie Krøyer", mener anmelderne.

En stor del af filmen om Marie Krøyer blev optaget i Skagen, og der er mange skagboer blandt statisterne. Filmen, der får premiere i dag torsdag, får lunkne anmeldelser med på vejen.

Under overskriften "Kedelig Krøyer" skriver BT's Niels Lind Larsen, at Marie Krøyer uden tvivl var en spændende kvinde.

- Men at hun er en spændende person, gør jo ikke i sig selv "Marie Krøyer" til en spændende film, skriver han.

Han savner blandt andet psykologisk dybde og mærker ingen passion. Derfor må filmen nøjes med tre stjerner.

Berlingskes anmelder er enig i manglen på passion:

- Temperamentet omkring hende slår aldrig for alvor de gnister, der gør, at man får de indre linjer til at følge med den ydre handling. Det halter simpelthen med de emotionelle trækkræfter i historien, mener Jacob Wendt Jensen, der også giver tre stjerner.

Flere anmeldere er enige i, at Borgen-skuespilleren Birgitte Hjort Sørensen ikke har meget at arbejde med i rollen som Marie, der opgiver sine egne kunstnerdrømme for at skabe et hjem med sin talentfulde - og til tider maniske - mand.

- Filmen hedder "Marie Krøyer", men ganske som det blev tilfældet i kunsthistorien, er det P.S. Krøyer, som suger al opmærksomheden til sig, skriver Kim Skotte i Politiken, der sender tre hjerter til Augusts film.

- Mod dette buldrende bål af kunstnerisk ildhu og fortvivlelse kan Birgitte Hjort Sørensen ikke stille meget op som Marie Krøyer. Hun forbliver det kønne ansigt i klemme.

I anledning af premieren på filmen kommer Bille August til Skagen Bio og vil inden de to forevisninger fortælle om arbejdet med historien og filmen.


Seneste nyt

fra Nordjylland