Lykkeliga vinder landsdækkende pris

Gistrup hallen var mandag fyldt med sodavand, chips og slushice til en helt særlig fejring.

Der var lagt op til fest i Gistrup Hallen mandag. Anledningen var en prisoverrækkelse på 10.000 kroner til Lykkeliga.

Projektet, der er en håndboldturnering for børn med udviklingshandicap, som Rikke Nielsen står bag, har nemlig vundet den landsdækkende HomePrisen 2017.

- Det er en blåstempling af vores projekt igen, og det her med at det er en publikumspris, det betyder alverden. Der her med at vi kan se, at når vi lægger noget ud, så sidder der nogen og siger, det er sgu en god idé, fortæller Rikke Nielsen. 

Med til fejringen var det meste af Lykkeligas håndboldhold Aalborg Kidz, der kommer til at nyde særligt godt af pengene.

Det er danskerne, der har bestemt, hvem der skulle modtage prisen, der gives som et skulderklap til de projekter, der gør en forskel i lokalmiljøet - og her blev Lykkeliga den store vinder.

Det er anden gang på ganske kort tid, at LykkeLiga vinder en pris. Senest modtog Rikke Nielsens projekt en pris fra Muskelsvindsfonden. 


Seneste nyt

fra Nordjylland