Lykkepiller kan være skyld i selvmord

Efter flere års kamp får en familie nu medhold i, at deres søns selvmord skyldes en lægefejl.

Familien til en 20-årig mand, som for cirka to år siden tog sit eget liv, får nu medhold i, at den unge mands død kan skyldes lykkepiller.

Der var tale om en lægefejl, da 20-årige Danilo Terrida begik selvmord kort efter, at han var begyndt på lykkepiller. Det skriver tv2.dk.

Sagen begyndte i oktober 2012. Danilo Terrida, som gik på Søfartsskolen i Frederikshavn, havde ringet til sin egen praktiserende læge i Hellerup, fordi han var ked af det. Ifølge tv2.dk udskrev lægen en recept på antidepressivet Sertralin - efter en kun otte minutter lang telefonsamtale.

Sundhedsstyrelsen anbefaler ellers, at læger tager mindst to samtaler med unge under 25 år, inden de udskriver lykkepiller til dem. En typisk bivirkning ved dem er nemlig, at de kan føre til selvmordsforsøg.

På trods af at Danilo Terrida fulgte anvisningerne, der fulgte med pillerne, tog han sit eget liv 11 dage efter samtalen med lægen.

Dødsfaldet fik familien til at føre en sag gennem Patientforsikringen, som flere gange afviste sagen. Men efter flere års kamp har Patientskadeankenævnet nu givet familien medhold i, at Danilo Terrida begik selvmord på grund af lykkepillerne.

- Jeg har fulgt sagen, og jeg synes afgørelsen er korrekt. Jeg håber, den får stor betydning, fordi både Lundbeck og andre firmaer i årevis har benægtet, at disse præparater kan føre til selvmord. Det strider mod, hvad man ved videnskabeligt er sandt. Det er meget vigtigt, at der nu er et tilfælde, hvor Patientskadeankenævnet anerkender at pillen er årsagen til selvmordet. Det kan være en murbrækker i opfattelsen af lykkepiller. Generelt kan man sige, at den udbredte brug af lykkepillerne gør mere skade end gavn, siger professor og leder af Cochrane Centeret på Rigshospitalet, Peter Gøtzche til TV2.

Han advarer nu mod pillerne:

- Jeg mener slet ikke, at man burde have godkendt lykkepiller til børn og unge, fordi det er de for farlige til. Og virkningen er meget lille, så de ting står ikke i mål med hinanden, siger han til TV 2 NEWS.

Lægen, der udskrev lykkepillerne til Danilo Terrida, er blevet kontaktet af TV2. Han har ikke ønsket at udtale sig.


Seneste nyt

fra Nordjylland