Lynge: AaB-AGF pendant til FCK-BIF

AaB satser på sæsonrekord på tilskuertribunerne til søndagens hjemmekamp mod AGF. Foto: Jesper Christiansen

AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen mener, at den jyske klassiker mod AGF er den eneste kamp, som i dansk fodbold kan sammenlignes med slaget mellem FC København og Brøndby I.F.

Superliga-braget i 17. spillerunde indeholder udover at være en duel om den øjeblikkelige tredjeplads en lang række andre aspekter, siger Lynge Jakobsen til aabsport.dk.

- Med al respekt er AaB mod AGF den jyske klassiker og det eneste opgør, der i dansk fodbold kan måle sig med kampene mellem FCK og Brøndby.

- Man kan kalde kampen for den jyske pendant til den såkaldte "New Firm", og set i forhold  til både vores egen og AGF's formåen i denne sæson, så bliver der fuld knald på - på søndag, siger Lynge Jakobsen.
Hele Nordjyllands hold har i 2011 oplevet enorm opbakning på Energi Nord Arena, og umiddelbart er der en god chance for, at årets sidste hjemmekamp kan byde på sæsonrekord.

- Vi har sagt det før og siger det gerne igen. Opbakningen fra lægterne er uvurderlig, og jeg tror personligt, at vi bliver flere end 10.000 tilskuere på søndag, lyder spådommen fra Lynge Jakobsen.
Sæsonrekorden stammer fra det seneste møde mod AGF 24. juli, hvor 9.737 tilskuere overværede dysten.

AaB's anfører, Kjetil Wæhler, håber på, at kampen mod AGF kan bringe holdet et skridt nærmere en komfortabel plads i vinterpausen:
 
- Vi tager en kamp ad gangen, og der venter os stadig to svære opgaver mod AGF og Silkeborg, men det er logisk, at vi har en ambition om, at hele Nordjyllands hold også kan gå til vinterpause som hele Jyllands bedste hold, siger Kjetil Wæhler.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord