Må selv betale for fedmeoperationer

Når gentagne slankekure ikke hjælper, må der fedmeoperation til. Men mange svært overvægtige må selv betale, fordi de ikke er overvægtige nok til at blive opereret i det offentlige.

Tirsdag aften er en flok nordjyder samlet på Privathospitalet Aleris-Hamlet i Aalborg. Her skal de høre mere om hospitalets tilbud om fedmeoperationer. For det er nemlig langt fra alle svært overvægtige, der kan blive opereret i det offentlige, og derfor må mange selv betale.

En af dem, der er blevet opereret på privathospitalet er Lotte Thomsen Rydahl. For tre år siden var hun sygeligt, ja nærmest dødeligt overvægtig med et BMI, altså Body Mass Index på over 40 og en vægt på 106,5 kilo.

Men hun var ikke overvægtig nok til at blive opereret af det offentlige, og derfor måtte hun selv betale 63.000 kroner for at få operationen på et privathospital.

- Jeg tænkte, om jeg bare skulle gå hjem og spise mig endnu mere tyk. Men jeg var jo så sygeligt overvægtig i forvejen, siger Lotte Thomsen Rydahl.

1. januar 2011 blev det sværere at få en fedmeoperation betalt af det offentlige. Hvor det tidligere krævede et BMI på 40, skal det nu være på 50. Det har blandt andet ført til, at omkring 75 procent færre er blevet opereret på Aalborg Universitetshospital, og en af hospitalets overlæger mener, at det er bekymrende.

- Det er selvfølgelig godt for landets økonomi, men vi ved, at der er mange, der har brug for den type operationer. Og vi ved også, at mange af de svært overvægtige har det svært økonomisk, så de har ikke mulighed for selv at betale for at blive opereret på et privathospital, siger overlæge på Klinik for kirurgi og kræftbehandling på Aalborg Universitetshospital, Halgurd K. Omar.

På Aleris-Hamlet, hvor Lotte Thomsen Rydahl blev opereret, er det i dag 20 procent af de patienter, de fedmeopererer, der selv betaler, mens resten fortsat er henvist via det frie sygehusvalg. Før 2011 var det kun 1 procent, der selv betalte.


Seneste nyt

fra Nordjylland