Måneders uvished er slut: Prebens hustru lettet over, at han er fundet

Præcis tre måneder efter, at 83-årige Preben Enhard forsvandt fra et plejehjem i Sindal, er liget af en mand fundet i Uggerby Å. Preben Enhards hustru er sikker på, at det er hendes mand.

- Det hele vælter oppe i hovedet på en. Det bliver en hård tid.

Sådan lyder det fra 81-årige Tove Enhard, som fredag aften fik besøg af politiet. Betjentene fortalte, at der var fundet et lig af en mand i Uggerby Å – og at der højst sandsynligt var tale om Tove Enhards mand, Preben Enhard.

Preben Enhard var dement. Han har været forsvundet siden 13. januar, hvor han forlod et plejehjem i Sindal – få timer efter, at Tove Enhard sammen med parrets ene datter havde afleveret ham på plejehjemmet, hvor han var  i forbindelse med et 14 dages aflastningsophold fra sit eget hjem.

Ved storstilede eftersøgninger med frivillige, hundepatruljer, hjemmeværn og helikopter har man forsøgt at finde Preben Enhard.

Den 23. januar dukkede hans sko op i Uggerby Å. Og nu er liget af en mand så fundet. Tove Enhard er sikker på, at det er hendes mand – 83-årige Preben Enhard. En teori, politiet også arbejder ud fra.

- Man bør være forberedt på det efter så lang tid, men det hele vælter lige nu. Nu kommer det tæt på igen, siger Tove Enhard.

Selvom det er hårdt, er hun glad for, at sagen endelig har fået en afslutning.

- Vi er lettede. Det er godt, at han er fundet. Nu skal vi begrave ham og holde gudstjeneste for ham, siger hun.

Tove Enhard er meget taknemmelig over den store opbakning, der har været fra folk, som har hjulpet med at lede efter Preben Enhard.

- Lige nu vælter det hele, men jeg har heldigvis min familie og mine gode venner omkring mig, siger Tove Enhard, som blandt andet regner med at bruge lørdagen på en lang gåtur med en god veninde.

I næste uge skal et ligsyn slå fast, om manden i Uggerby Å er Preben Enhard.


Seneste nyt

fra Nordjylland