Made in Denmark flytter: 2018 spilles ikke i Nordjylland

Foto: Foto: Made In Denmark

Den populære golfturnering, der siden 2014 er afholdt i Vesthimmerland flytter i 2018 til Silkeborg.

Danmarks største golfturning bliver i 2017 spillet på nordjysk græs for sidste gang i denne omgang.  2018 bliver turneringen afholdt i Silkeborg. Det offentliggjorde folkene bag turneringen på et pressemøde tirsdag på Silkeborg Ry Golfklub. 

Lars Larsen luftede allerede tilbage i 2016 tanken om, at flytte turneringen i 2017, da han følte sig uretfærdig behandlet af Region Nordjylland, efter de trak 5 millioner i sponsorkroner, som de ellers havde lovet. 

- Hvis Region Nordjylland ikke vil eller kan være med i år, så bliver Made in Denmark flyttet i 2017. Om ikke andet, så af den grund at jeg ikke kan samarbejde med useriøse halv-løgnere eller hel-løgnere, for det er jo det, de er. Om vi så skal flytte turneringen helt til København, så gør vi det, lød det i 2016 fra Lars Larsen, efter Region Nordjylland havde nedjusteret deres sponsorat fra 7,5 millioner kroner til bare 2 millioner kroner. 

Læs også Dyne-Larsen: Made in Denmark flytter fra Nordjylland

Allerede dengang kunne Lars Larsen ikke forstå, at regionen ikke ville støtte mere op om det projekt, han selv kalder en kæmpe succes. 

- Made in Denmark bliver ved med at bestå i mange år endnu. Når jeg rejser rundt i verden, snakker man om Himmerland og Aalborg. Turneringen er ved at blive kendt ud over Danmarks grænser. Og pludselig midt i en kæmpesucces, en af de største sportsevents i Danmarkshistorien – så vælter man den!  De ved udmærket, at turneringen kaster omkring 65 millioner af sig til Nordjylland. Det siger både Aalborg Universitet og Sport Event Denmark – udover alt det PR, der er i sådan en turnering. Nu smider man det hele væk. Det er dårligt købmandskab, lød det i 2016 fra Lars Larsen, da han første gang luftede tanken om at flytte Danmarks eneste europatour-turnering. 

Silkeborg Kommune henvendte sig i 2016 til Lars Larsen for at forhøre sig om muligheden for at få turneringen til Silkeborg. Efterfølgende forhandlinger med  Silkeborg, Aarhus og Skanderborg Kommune samt et sponsorat fra Jyske Bank har sikret at turneringen altså i 2018 skal spille i Silkeborg. 

Udover offentliggørelsen af  turneringens lokationskifte, kunne folkene bag Made in Denmark også fortælle, at de har forlænget kontrakten med europatouren, så Made in Denmark også er på golfens europatour i 2018 og 2019.  

Læs også De første 1000 billetter er allerede solgt til næste års golfbrag

Flere nyheder fra TV2 Nord