Made in Denmark fortsætter i Vesthimmerland i 2017

Made in Denmark fortsætter med sikkerhed i Vesthimmerland i 2017 og åbner samtidig muligheden for en fortsættelse i 2018.

Golfturneringen, Made in Denmark, er nu skudt i gang. Det blev den torsdag med et pressemøde om, hvorvidt der vil blive holdt Made in Denmark fremover.

- Jeg har haft svært ved at sige stop, efter vi har haft tre gode år. Men jeg har også haft svært ved at acceptere, at vi fortsætter i 2017, fordi økonomien godt kunne bruge lidt flere penge, efter region Nordjylland og Aalborg Kommune har sagt stop, siger Lars Larsen, ejer af Jysk på pressemødet.

Fonden Made in Denmark Golf har alligevel underskrevet en ny aftale med European Tour, der foreløbig gælder for 2017, og dermed fortsætter turneringen minimum et år.

- Selvom jeg er skuffet over den manglende opbakning fra Region Nordjylland og Aalborg kommune, så har vi oplevet en meget stor interesse fra vores sponsorer i forhold til at fortsætte Made in Denmark. Både fra nuværende og nye sponsorer, og det har vejet tungt i beslutningen om at fortsætte, siger Lars Larsen.

quote Selvom jeg er skuffet over den manglende opbakning fra Region Nordjylland og Aalborg kommune, så har vi oplevet en meget stor interesse fra vores sponsorer i forhold til at fortsætte Made in Denmark.

Lars Larsen, ejer af Jysk.

Himmerland Golf og Spa Resort håber på, at golfturneringen vil fortsætte i Himmerland mange år endnu. 

- Made in Denmark har været en stor løftestang for Himmerland Golf & Spa Resort, og turneringen har været med til at sætte os på verdenskortet. Jeg er glad for at Made in Denmark fortsætter her hos os, og jeg er sikker på, at både vi og vores samarbejdspartnere kan fortsætte den positive udvikling i forhold til Made in Denmark fremover, siger administrerende direktør for Himmerland Golf og Spa Resort, Claus Birk Larsen. 

Der har tidligere på året været debat imellem Region Nordjylland og Lars Larsen omkring økonomisk støtte til turneringen. Region Nordjylland har tidligere støttet golfturneringen med over syv millioner kroner, men regionen ønskede at nedsætte beløbet. I april blev det besluttet i regionsrådet, at regionen i år ville støtte med fire millioner kroner. I 2017 har de valgt at stoppe det, og det har ifølge regionsrådsformand Ulla Astman, hele tiden været planen. 

- I december sidste år meldte Vækstforum klart ud, at tredje år var sidste gang, der var midler til fonden, og det har vi i regionsrådet rettet os efter. Desuden må man heller ikke give varig driftstøtte. Made in Denmark er godt i gang, og nu må de klare sig på egen hånd, siger regionsrådsformand Ulla Astman (soc.dem.)

Fonden skal nu ud og finde nogle flere sponsorer, for at få helt styr på økonomien. Hvis det lykkes, vil Lars Larsen efterfølgende se på, om Made in Denmark også skal fortsætte i Himmerland i  2018.


Seneste nyt

fra Nordjylland