Madhus genvinder fornem pris

Foto: Philip Elberling (arkivfoto)

Det Danske Madhus fra Thisted modtager i aften entreprenør-pris i Aalborg.

Nordjyllands mest entreprenante virksomhed hedder stadig Det Danske Madhus, der med fine menukort, høj kvalitet og generel god stil har gjort de kommunale madleverancer langt mere spiselige for landets ældre.

For andet år i træk kan virksomheden også kalde sig EY Entrepreneur Of The Year i regionen.

- I en sektor, hvor det oftest er besparelser og antallet af bad på en uge, der bliver talt om, skaber Det Danske Madhus glade kunder og glade medarbejdere. Og derigennem har de skabt en vækstvirksomhed, der vinder markedsandele - og endda opkøber konkurrenter - uden at sætte bundlinjen over styr. Det er forbilledligt, siger Carsten Collin, partner og direktør hos EY Entrepreneur Of The Year.

Stifteren af Det Danske Madhus, Henrik Sørensen, stegte sine første frikadeller tilbage i 2004 og leverede dem til Skive Kommunes ældre borgere. Samarbejdet blev hurtigt en succes - og et glimrende afsæt for forretningsudvidelse til andre kommuner.

- Det er positivt at se, at Nordjylland ligger pænt i feltet på regionalt niveau. Det Danske Madhus er et forbilledligt eksempel på de fordele man som kommune, og i dette tilfælde ældre borgere, kan høste ved offentlige private partnerskaber, hvor det offentlige samarbejder med det private aktører, siger Ulla Brandt, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Ved festlighederne i Aalborg Kultur og Kongres Center i Aalborg var der også plads til at hylde de fire andre nominerede vækstvirksomheder i regionen: Medicinalvirksomheden Agito Medical A/S, der er specialiseret i køb og salg af brugt medicinsk udstyr, Oplevelsesleverandøren Bellevue A/S, fiskeleverandøren Royal Danish Fish Group A/S og den jernindustrielle montagevirksomhed, Skandinavisk Industrimontage A/S.

Men til sidst var det altså Det Danske Madhus, der løb med sejren i Nordjylland, og nu er klar til landsfinalen i Bella Center den 28. november, hvor det bliver afgjort, hvilken af de seks regionsvindere, der skal repræsentere de danske farver ved EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco til næste år.

EY Entrepreneur Of The Year er verdens største konkurrence for entreprenører i vækstvirksomheder.

Har du et godt tip?