Mads nåede toppen af Skagen

Det har været en fantastisk tur, siger 17-årige Mads Havbro, der gik 170 kilometer fra Farsø til Skagen helt alene.

17-årige Mads Havbro fra Farsø er vild med at gå, så vild at han her i sommer besluttede sig for at tage turen fra Farsø til Skagen.

Og det har været en stor oplevelse for den unge mand.

- Det har været en fantastisk tur, helt fantastisk. Jeg har mødt så mange venlige mennesker, folk har været så gæstfrie, og nogle har gerne villet gå et par kilometer med mig, fortæller Mads Havbro vel hjemme igen i Farsø.

Forrige mandag begyndte han gå-turen, og han gik, kort og godt, fordi han simpelthen elsker at gå. 

- Efter jeg har været på efterskole, er jeg blevet opmærksom på, hvor afslappende det egentlig er bare at gå for sig selv. Man kommer til at tænke over tingene på en helt anden måde, siger 17-årige Mads Havbro fra Farsø, der helt bevidst har valgt at gå alene.

På den måde mener han, at han meget lettere kom i kontakt med andre, han mødte på sin vej.

- Det fedeste var at opleve den utrolige gæstfrihed, der er, fortæller Mads Havbro.

Ikke mindst efter TV2 Nord mødte ham på turen ved Aggersund, for siden tv-indslaget blev vist, har han også oplevet, at folk har vidst, hvem han var, og det har givet ekstra opmærksomhed for den unge nordjyde, der fik en pudsig sommer-ide.

- Jeg er også blevet tilbudt lift, men har takket nej, da det jo ligesom ikke var meningen. Jeg ville jo gå, fortæller Mads Havbro.

Og han gik hele vejen. Helt til Grenen i Skagen.

Der mødtes han med sine forældre, der havde taget turen i bil.

- De stod der med flag og var glade for at se mig, og hold da op, hvor var jeg træt. Men jeg skulle lige helt ud til Grenen og dyppe fødderne i vandet, det var målet, og det nåede jeg, fortæller Mads Havbro.

Se indslaget med Mads Havbro her:

Det er populært at gå lange distancer, og en 17-årig dreng fra Farsø har nu besluttet at tage en 170 kilometer lang tur fra Farsø til Danmarks nordligste punkt på fem dage.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland