Madspild for millioner kan undgås

Der er rigtig mange penge at spare, hvis offentlige storkøkkener begynder at tænke over at reducere madspild. Det sætter en konference på Aalborg Universitet fokus på.

Mellem fem og syv milliarder om året. Så mange penge bruger offentlige storkøkkener på fødevarer om året - alene på indkøb af råvarer. Men en rigtig stor del af maden ender i skraldespanden. En konference på Aalborg Universitet tirsdag sætter fokus på, hvad der skal gøres for at mindske madspildet.

- Teoretisk er der et besparingspotentiale på mellem 30 og 40 procent af den indkøbte mængde, hvis vi kunne fjerne det totale madspild. I praksis er det imidlertid en kompleks proces, fordi der skal tages hensyn til både kulturelle og sundhedsmæssige krav samt politisk besluttede produktions-, distributions- og serveringssystemer. Men hvis vi skal kunne reducere mængden, skal vi i fremtiden være langt bedre til at monitorere, hvor meget mad vi smider ud og bruge disse data i vores planlægning, fortæller Bent Egberg Mikkelsen, der som professor ved Aalborg Universitets blandt andet forsker i reduktion af madspild fra storkøkkener.

Konferencen er arrangeret af Aalborg Universitet, Aalborg sygehus og Kost og ernæringsforbundet - og over 100 deltagere er samlet.


Seneste nyt

fra Nordjylland