To mænd fængslet for røveri og trusler mod 16-årig

En 16-årig dreng blev onsdag aften overfaldet og frataget sin knallert af en gruppe unge mænd i Aalborg. To er nu varetægtsfængslet i fire uger.

To mænd på henholdsvis 18 og 20 år er torsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger. De er sigtede for at have stjålet en knallert fra en 16-årig dreng, sparket ham i ryggen og efterfølgende truet ham til tavshed.

Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi, Torben Kaufmann Sørensen.

Episoden fandt sted onsdag aften i Kayerødsgade i Aalborg, hvor den 16-årige ifølge sin forklaring til politiet blev afbrudt i sin knallertkørsel af syv-otte unge mænd, der kom imod ham. De forsøgte at blokere vejen for ham, og da han ville undvige og køre udenom, blev han sparket i ryggen, så han væltede.

- Herefter lykkes det en af de unge mænd at stjæle knallerten og køre væk på den, mens resten af gruppen hiver den 16-årige ind i en gyde, tager et billede af ham og truer med vold, hvis han sladrer om dem, siger Torben Kaufmann Sørensen.

Alle de unge mænd i gruppen blev efterfølgende anholdt af politiet og taget på stationen til en afhøring. Alligevel var det kun to af dem, der torsdag blev fremstillet i et grundlovsforhør.

- Det skyldes, at vi indtil videre kun har kunnet identificere de tos rolle i episode. Resten arbejder vi videre med, siger Torben Kaufmann Sørensen.

En af de to nu fængslede mænd var ham, der kørte væk på knallerten, mens den anden var ham, der sparkede den 16-årige i ryggen. Kun én har kæret sin fængsling til landsretten.


Seneste nyt

fra Nordjylland