Mænd fik et KRAM på Genbrugspladsen

På 5 Genbrugspladser i Frederikshavn Kommune er mændene i denne uge blev mødt af medarbejdere fra kommunens sundhedscentre, som i anledning af Mens Health Week var på genbrugspladserne for at snakke sundhed med folk, når de kom med deres affald.

Mange mænd går sjældent til lægen, så derfor var der fokus på at få en snak om, at ikke ”alt der kommer af sig selv, går væk af sig selv”, da sundhedspersonalet mødte mænd på kommunens genbrugspladser. Et forhøjet blodtryk er ofte ikke er noget man selv mærker.

- Vi snakkede med en mand, der troede, at åndenød og ubehag i brystet var noget, der kom med alderen. Men ham fangede vi med et for højt blodtryk og sendte videre til egen læge, siger Malene Ryberg Christiansen, der er sygeplejerske i Frederikshavn Sundhedscenter. 

Alle mænd fik tilbud om blodtryksmåling, og på genbrugspladsen på Niels Juels Vej i Frederikshavn, blev der taget blodtryk på over 50 personer. 

- Vi blev taget rigtig godt imod. Mændene blev sat af ved vores stand, mens deres hjælpsomme koner og kærester fik tømt traileren for affald, så vi kunne måle blodtrykket, fortæller sygeplejerske Ellen Mariegaard Vistrup.

Alle var åbne for en snak om alt det, man selv kan gøre for sin sundhed (KRAM faktorerne – Kost, Rygning, Alkohol og Motion). Hvordan kan man få motion i en travl hverdag, husk at tage stress alvorligt, og hvordan spiser man, så man ikke tager på osv.

Kathrina Møller Jacobsen, der er rygestopinstruktør, havde også en travl dag. Mange borgere kunne stolt fortælle, at de nu havde været røgfri i mange måneder. Men specielt én gjorde indtryk.

- En mand fortalte mig, at han havde taget beslutningen om at stoppe med at ryge kl. 10 om formiddagen. Så han var jo meget interesseret i at høre om div. præparater og samtaler forløb, som vi har i sundhedscenteret, siger Kathrina Møller Jacobsen.

Mange fik testet deres kulilte indhold i blodet og alle rygere fik tilbud om at deltage i et rygestops forløb i et af kommunens tre sundhedscentre i Sæby, Frederikshavn og Skagen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland