Mænd i munkekutter dyrkede lovlig sex

Sexorgier på Aalborg Universitet får ikke et retsligt efterspil. Rektor tilfreds med, at politiet har undersøgt sagen.

En professor samt tre kammerater slipper for en tur i retten i en meget omtalt sexsag fra Aalborg Universitet.

Chefanklager Søren Gade fra Nordjyllands Politi mener ikke, at mændene overtrådte straffeloven, da de iført munkekutter dyrkede timelang sex med en kvinde i universitets lokaler.

Intet tyder på, at hverken mændene eller kvinden ikke deltog frivilligt i sexorgiet, lyder vurderingen fra Søren Gade, der selv har set optagelserne fra universitetet.

TV2/Nord kunne i december afsløre, at en anonym person havde installeret et webkamera i kælderen på Aalborg Universitet, hvor professoren og hans venner havde sex med kvinden.

Sexorgierne har angiveligt fundet sted i en længere periode, og rektor Finn Kjærsdam gav den involverede professor en påtale. Det var også Finn Kjærsdam, der bad politiet undersøge sagen.

- Jeg er tilfreds med, at politiet fik mulighed for at undersøge sagen, og jeg er sikker på, at vi ikke kommer til at opleve lignende sager på universitetet fremover. Universitetets lokaler skal ikke bruges til den slags aktiviteter, siger Finn Kjærsdam til Ritzau.

Den involverede professor er fortsat ansat på universitetet.


Seneste nyt

fra Nordjylland