To mænd sigtet for røveri og vold i Hjørring

Foto: Kim Haugaard / Ritzau Scanpix

Nordjyllands Politi blev natten til søndag kaldt ud til uro i Hjørring, hvor en ung mand var blevet overfaldet.

Tumult og uro ledte natten til søndag Nordjyllands Politi på sporet af to mænd, der senere skulle blive sigtet for vold og røveri. Det oplyser vagtchefen ved Nordjyllands Politi. 

En patrulje var i første omgang sendt til Hjørring for at stoppe noget uro mellem en gruppe på fire personer. Det udviklede sig dog til en anden sag.

- I forbindelse med det her bliver betjentene kontaktet af et vidne, som fortæller, at to af de fire mænd kort forinden har overfaldet en yngre mand, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Michael Elkjær. 

Vidnet sender betjentene på sporet af den 23-årige mand, der eftersigende skulle være blevet overfaldet. Han fortæller ganske rigtig, at han er blevet slået, og at overfaldsmændene også frarøvede ham sin pung. 

- Det får så betjentene til at foretage visitering af de to mænd, og i lommen på den ene af dem finder man tegnebogen. Så de bliver anholdt og sigtet for røveri og vold, fortæller Michael Elkjær, der også kan oplyse, at det drejer sig om to mænd på henholdsvis 30 og 24 år, der begge er fra Hjørring. 

De to sigtede mænd blev søndag fremstillet i grundlovsforhør, hvor de blev varetægtsfængslet frem til den 19. juli.

Begge mænd nægter sig skyldige. 

Læs også Ny NHL-dansker vidste og viste fra barnsben, at han var noget specielt

Forsiden lige nu