Mai-Britt Iversen: Det er lusk

Beskæftigelsesministeriet har mørkelagt fire rapporter. Beskæftigelsesrådmand Mai-Britt Iversen i Aalborg Kommune, kaldet det noget lusk.

Mens Folketinget de sidste måneder har forhandlet om en ny aktiveringsreform, har Beskæftigelsesministeriet mørklagt fire rapporter, der netop har kortlagt, hvordan aktiveringen ser ud i dag. Det skriver Dagbladet Information.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) bestilte selv rapporterne hos beskæftigelsesregionerne i juli, efter der havde været kraftig kritik af aktiveringskurser i pressen.
I november kom der pludselig nye ordrer fra ministeriet, og det undrer beskæftigelsesrådmand i Aalborg Kommune, Mai-Britt Iversen (S), der har læst rapporten for Nordjylland.
- Hvordan kan en rapport, som hun selv har bestilt, være fortroligt materiale, når den er lavet. Det skader jo ikke nogen, at den kommer frem. Det er lusk, siger hun til Information.

Rapporten viser, at kommunerne har fået flere i virksomhedsaktivering, og det er netop det, som Inger Støjberg har efterlyst mere af, og som har været argumentet for at lave den nye aktiveringslov.
I Nordjylland var kortlægningen færdig allerede 3. november. Beskæftigelsesrådet diskuterede den på et møde 26. november, og derefter var det meningen, at rapporten skulle offentliggøres, siger formand for rådet, Erik Andersen, der repræsenterer fagbevægelsen i rådet.
- Så fik vi lige pludselig at vide, at den var fortrolig, at den måtte ikke offentliggøres, før ministeren gjorde det, siger Erik Andersen og fortæller, at ordren kom fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, der hører under Beskæftigelsesministeriet.
- Jeg tror, det handler om, at de rapporter ikke passer ind i krammet nu, med den nye aftale de har lavet. Jeg er bange for, at det er en syltekrukke, siger han til Information.Beskæftigelsesrådet for Syddanmark nåede aldrig at se rapporten for deres region. Da ordren kom fra Arbejdsmarkedsstyrelsen valgte man helt at lade være med at drøfte den, fortæller rådsformand Thorkild Jacobsen.
- Fra starten havde vi fået stillet i udsigt, at vi kunne offentliggøre den rapport. Det blev så skubbet flere gange, og nu har vi fået at vide, at ministeren tager stilling til, hvordan den skal bruges. Det er hende, der bestemmer, hvordan den skal offentliggøres og hvornår, siger Thorkild Jacobsen og forklarer, at det gav »lidt turbulens«, da beskæftigelsesrådet i Nordjylland uddelte rapporten til rådsmedlemmerne som fortroligt materiale.

Efter Informations interesse for sagen, gav Arbejdsmarkedsstyrelsen i går alligevel beskæftigelsesregionerne lov til at offentliggøre rapporterne.Beskæftigelsesminister Inger Støjberg vil ikke selv kommentere rapporterne, da det handler om »proces«. Derfor henviser hun til Arbejdsmarkedsstyrelsen, der forklarer, at processen blot er blevet »lidt forsinket«.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord