POWER-butik åbner i City Syd i dag: Maja har siddet i kø siden onsdag middag

Flere har siddet i kø de seneste to døgn for at få fingrene i de vilde tilbud ved åbningen af ny POWER-butik i Aalborg City Syd.

Elektronikkæden POWER åbnede fredag morgen butik nummer 15 i Aalborg City Syd. Butikken holder derfor åbningsfest hele fredag fra klokken 07.00 til klokken 22.00 med vilde tilbud, som har trukket masser af kunder til. Kunder, der har ligget i kø i flere dage før åbningen.

Nummer et i køen er Maja Falk, der studerer til ergoterapeut i Holstebro. Hun har siddet i køen sammen med sin svigermor siden onsdag klokken 12.30, og den lange ventetid i køen har hun taget med højt humør.

quote Vi kunne se, at der er en besparelse på 5000 på den computer, han helst vil have, så det er den, vi primært kommer efter.

Maja Falk, ergoterapeutstuderende

- Jeg synes, det har været rigtig godt. Jeg har været træt efter i går og har sovet superfint. Det har været en dejlig nat, og vi har sovet godt, siger Maja Falk.

Power har udleveret soveposer til de mange ventende kunder i køen og da TV2 Nord snakkede med Maja Falk i går var der stadig 97 soveposer tilbage til de næste i køen.

Vilde tilbud

Det er heller ikke uden grund af flere kunder har lagt sig i kø i dagene op til butikkens åbning fredag morgen. Der er nemlig vilde tilbud at hente til de første kunder.

- Min kæreste står og mangler en ny computer, og vi kunne se, at der er en besparelse på 5000 på den computer, han helst vil have, så det er den, vi primært kommer efter, fortæller Maja Falk og tilføjer, at hun og svigermoren også skal have en opvaskemaskine, et kamera, en playstation og et par ure.

- Så vi får bilen fyldt op, siger hun.

Det er uden tvivl de færreste, der kan tage to dage ud af kalenderen for at ligge i kø til de gode tilbud. Og for Maja Falk er det da også en ekstraordinær situation.

- Jeg har aldrig prøvet at ligge i kø til noget før, men nu var det lige her i slutningen af sommerferien, så vi tager det som en oplevelse og med et smil, siger Maja Falk.

Men hvad får man egentlig tiden til at få med, når man skal ligge i kø i halvandet døgn?

- Vi har kryds-og-tværs med, UNO og kortspil, og så har vi taget lidt magasiner med. Indtil videre har vi bare siddet og hyggesnakket, så vi har faktisk ikke haft brug for det endnu. Tiden er fløjet afsted, så det er godt, fortæller Maja Falk.

Og spørger man Maja Falk, er der ingen tvivl om, at ventetiden er det hele værd i sidste ende.

- Jeg ved, at min kæreste bliver super glad, når jeg kommer hjem, og jeg får en hyggelig oplevelse med min svigermor, så jeg mener, det er det værd, siger Maja Falk.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland