Målmand forlader Aalborg Håndbold

Aalborg Håndbold siger farvel til sin norske målmand Ole Erevik, som forlader klubben til sommer.

Det bliver en ny mand, som skal vogte målet for Aalborg Håndbold i den kommende sæson. Norske Ole Erevik forlader nordjyderne til sommer, hvor han skifter til en udenlandsk klub.

- Ole Erevik har været en fantastisk stærk målmand for os, og vi er naturligvis kede af, at han forlader os. Vi har længe vidst, at han gerne vil fortsætte karrieren i udlandet, og vi ønsker ham al mulig held og lykke, siger direktør Jan Larsen, Aalborg Håndbold.

34-årige Erevik kom til Aalborg fra Kolding for fire sæsoner siden. Han har spillet 130 kampe for nordjyderne, og det er blevet til flere triumfer i Aalborg-trøjen.

- De fire sæsoner i Aalborg Håndbold har været nogle af de bedste i min karriere. Vi har været med i toppen af ligaen hver sæson, vandt mesterskabet i 2013 og har spillet Champions League i to sæsoner. Og ikke mindst så har Aalborg Håndbold landets bedste og største hjemmepublikum. Jeg vil gøre alt for at slutte af med flere titler til klubben, ligesom jeg vil gøre mit til, at vi igen i år når ottendedelsfinalen i Champions League, siger Ole Erevik.

Aalborg Håndbold regner med at kunne præsentere afløseren for Erevik på søndag.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord