Målmand klar til semifinale

Foto: TV2/Nord

Frederikshavn Whitehawks spiller semifinale mod SønderjyskE, og holdets ordinære målmand melder sig også klar til kamp. Frederik Andersen er kommet sig over sin skade.

Frederikshavn White Hawks møder SønderjyskE i fredagens første semifinale ude.

Kanal Frederikshavn har netop talt med den 21-årige landsholdsmålmand.
  
- Det er helt sikkert, at jeg står i mål, siger Frederik Andersen.

Målmanden har været skadet siden 16. februar. Det skete i en kamp mod netop SønderjyskE. Her pådrog han sig en hjernerystelse.

- For et par uger siden fik jeg hovedpine, når jeg trænede for halv kraft, men i denne uge har jeg trænet helt igennem uden problemer, siger Frederik Andersen.

Han er gået glip af seks kampe de seneste uger, men det mener han ikke, er et problem.

Sidste år tabte White Hawks 0-4 til SønderjyskE i semifinaleserien.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord