Malurt i bægeret for Skagen Festival

Skagen Festival sluttede søndag, og svigtende billetsalg peger nu i retning af et underskud.

Den 41. udgave af Skagen Festival er slut, og nu skal regnskabet gøres op.

- Det har været en fantastisk festival med en positiv stemning, men der er desværre lidt malurt i bægeret. Vi har kunne konstatere et svigtende billetsalg, siger formand for festivalen, Lars Jensen, til TV2/NORD.

En kilde til underskuddet er blandt andet koncerterne i Skagen Kultur- og Fritidscenter. Her er der samlet et solgt 1500 billetter færre end planlagt, og med en billetpris på godt 400 kroner stykket, resulterer det i et underskud på billetsalget på 600.000 kroner. 

Festivalen melder dog også om udsolgt til nogle af de øvrige koncerter, og det kan hjælpe med at trække regnskabet den anden vej.

- Vi er stadig usikre på, hvor det lander henne, om vi får underskud, eller om vi lige klarer os i gennem med skindet på næsen, siger formand Lars Jensen.

Det er andet år i træk, at han sidder som formand for festivalen, og bortset fra det svigtende billetsalg, er han godt tilfreds.

- Min regnmåler viser, at der er faldet 1.5 millimeter regn siden torsdag, det har været en fantastiks festival.


Seneste nyt

fra Nordjylland