Mand amok med økse

21-årig tog gidsler, smadrede lejlighed og truede politiet.

Et større drama udspillede sig her til aften i Aalborg, da en 21-årig mand gik amok med en økse. Dramaet startede i Sverigesgade, da manden smed sin 18-årige kæreste ud af kærestens lejlighed. Herefter låste han sig inde og holdt to kammerater som gidsler.

Politiet tilkaldte en låsesmed, men da betjentene kom ind i lejligheden gik den 21-årige amok med en økse, og politiet trak sig tilbage.

- Efter et stykke tid fik vi ham talt ud af lejligheden, og så fik vi også hans to kammerater ud, som han ellers havde nægtet måtte forlade stedet, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Badsbjerg til TV2/Nord.

Inden da havde den 21-årige raseret sin 18-åriges kærstes lejlighed med en økse, og Nordjyllands Politi regner med, han bliver fremstillet i grundlovsforhør i morgen.


Seneste nyt

fra Nordjylland